|
Publiceret: 12/07 2011 13:25 | Opdateret: 12/07 2011 13:33 Tjek din pension– også under barsel
Af Pension Danmark
De fleste kvindelige medarbejdere har krav på et ekstra pensionsbidrag,
mens de er på barsel. Har du din pensionsordning i PensionDanmark, kan du
tjekke dine pensionsindbetalinger på pension.dk/dinegenpension.
Som nybagt mor med ni måneders anciennitet, har du typisk 14 ugers
barselsorlov, hvor du får udbetalt fuld løn og pension. Men mange ved ikke,
at de også har krav på et ekstra pensionsbidrag, som kompensation for det
pensionsefterslæb en barselsorlov typisk vil udløse. Din arbejdsgiver skal
indbetale et ekstra pensionsbidrag på 5,50 kr. pr. time, mens din egen
andel er 2,75 kr. Det svarer til et ekstra pensionsbidrag på 1.335 kr. pr
måned.
Normalt vil det ekstra pensionsbidrag fremgå af din lønseddel. Hvis du er i
tvivl, kan du kontakte din arbejdsgiver, eller du kan tjekke det direkte
hos pensionsselskabet.
Har du din pensionsordning i PensionDanmark, kan du gå ind på hjemmesiden
pension.dk/dinegenpension og tjekke, om pensionsindbetalingerne er
forhøjet.
Her kan du også få et overblik over, hvor meget du i alt har sparet op til
pension m.m.
Læs mere om dine rettigheder
På nogle overenskomster varierer reglerne. På overenskomsterne for de
offentlige ansatte gælder reglen om ekstra pensionsbidrag f.eks. ikke. Der
kan også være forskelle i de enkelte overenskomster om kravet til
medarbejdernes anciennitet for at være berettiget til 14 ugers
barselsorlov.
Du kan læse mere om dine rettigheder på den
overenskomst, som du er ansat under. Også på hjemmesiden borger.dk er der
flere oplysninger om barsels- og forældreorlov.
|